Før du tager afsted til Bali
Du kommer ikke langt på Bali uden kontanter – det gælder også Ubud. Det er forholdsvis få lokale steder der tager imod kort, hvilket også hænger sammen med, at mange af de lokale faktisk ikke har en bankkonto. Af den grund skal du gerne have hævet penge, før du tager afsted. Herudover skal selvfølgelig huske at få de påkrævede og anbefalede vaccinationer, hvis du ikke allerede har dem. Kontakt din egen læge, hvis du er i tvivl.
På Bali er der gratis wifi på de fleste caféer og hoteller, men det er desværre ikke ligefrem hurtigt – slet ikke på de tidspunkter hvor flest lokale bruger internettet. Det kan derfor betale sig at købe et simkort med data, som man tit falder over, når man er landet i lufthavnen. Det koster omkring 25 danske kroner for 12 gigabyte, og virker for det meste upåklageligt til normalt brug.
Hvad skal du opleve?
Monkey Forest ligger i Ubud, og er et naturreservat og område for dyrkelse af hinduisme. Her kan du opleve mere end 600 fritgående, menneskevante aber. Med 10.000 besøgende om måneden, er aberne så menneskevane, at de ikke er blege for at gå i lommerne på dig, eller tage løse genstande. Husk derfor at pakke ting væk du ikke vil miste – for eksempel smykker, som ofte forsvinder i farten. Hvis du i forvejen synes at det er grænseoverskridende med de frembrusende aber, så lad vær med at fodre dem – det kan efter sigende blive en voldsom oplevelse.
Er du til yoga og mindfulness kan det anbefales at besøge Yoga Barn, som er en meditativ oase for yoga. Er man en lille smule glad for at bruge tid på yogamåtten, er det et must at besøge, uanset niveau. En shoppingtur i Ubud skal man ikke gå glip af. Besøg Ubud Art Market, også kendt som Pasar Seni Ubud, og tag en bid af Bali med hjem. Du kan både finde træværk, malerier og saronger og tøj – husk at prutte om prisen! Læs mere her hvis du vil have flere bud på oplevelser i Ubud og hjælp til at planlægge din rejse.
Hvor skal du spise?
Bali er et slaraffenland for madelskere! Hvad end man er til lokal indonesisk mad eller sunde salater og bowls, er der noget til enhver smag.
Start med morgenmad på Earth Café og Market hvor du kan få lækre, farverige og ikke mindst veganske breakfast bowls. Spis frokost på Bali Buda, der serverer en lang række smagfulde retter – salat, sandwich, pizza, pasta og suppe – alt hvad hjertet begærer. Slut af med aftensmad på Bebek Tepi Sawah, en autentisk balinesisk restaurant med en rar atmosfære. Man sidder på gulvet med udsigt over rismarkerne.